Antydningens kunst, interview

Kopenhagens Julie Damgaard Nielsen har interviewet Tina Maria Nielsen i forbindelse med hendes udstilling
"Skulptur" på Gentofte Hovedbibliotek, 13. oktober — 11. november 2001.


JD: Titlen på et af dine tidligere værker er Verden står os åben nøjagtigt så langt sproget rækker; jeg oplever at sproget har svært ved at slå til i mødet med dine værker, men at verden ikke af den grund lukker sig. Værkerne er derimod med til - på næsten sanselig vis - at udvide rummet omkring beskueren og få ham/hende til at opfatte andre dimensioner. Kan du sætte ord på de overvejelser - tematiske såvel som indholds- og materialemæssige — du har gjort dig i forbindelse med denne udstilling?

TMN: Først skal lige nævnes, at jeg med værket Uden Titel (verden står os .....) netop ønsker at sætte spørgsmål ved det sproglige fænomen, og at jeg opfatter billedkunsten som et særligt sprog, der altid ligger i konflikt med det talte sprog. Om værket: I Uden titel (verden står os åben nøjagtigt så langt sproget rækker) har jeg afstøbt en industribeholder i tre eksemplarer og stablet dem. Materialet er gennemsigtigt polyester og understreger tøndens formelle betydning af overflade og indre rum. På indersiden står en sætning, som snor sig ned gennem tønderne. Fra top til bund. For at læse teksten må man gå rundt om skulpturen flere gange. Den hele sætning opfanges kun ved kroppens bevægelse rundt om skulpturen, men nye sætninger opstår udfra den vinkel, beskueren vælger at indtage. F.eks. "verden nøjagtigt rækker" og "åben sproget". Materialet yder sætningen modstand ved sin sanselighed. I Uden titel (verden står os åben nøjagtigt så langt sproget rækker) forsøger jeg at fastholde de mangfoldigheder, der ligger i udtryk/sprog. Sætningen og beskrivelsen af værket dækker ret godt de overvejelser, jeg hele tiden kredser om i mit arbejde. Hvad er virkeligheden og hvor ligger begrænsningerne i vor opfattelse af den?, og hvordan man - for at opleve hele sprogets (værkets) verden - må have kroppen med. Om uforenelige størrelser og dimensioner, der alligevel går op — eller gør en dyd ud af ikke at gøre det. Mine værker handler om forskelle og uforenelige størrelser konkret såvel som betydningsmæssigt.
Denne udstilling har som sådan ikke et tema, derfor heller ingen titel, og det var, fordi jeg ikke havde tiden og overblikket over udstillingen p.g.a. det forbandede uheld med det værk, jeg havde planlagt at lave, og som ændrede hele situationen, da det smadredes. Alligevel er de, i begyndelsen for mig selv, 'tilfældige' værker blevet til en udstilling, som hænger godt sammen. Lige før udstillingen finder jeg nemlig ud af, at hændelsesforløbet - processen - er selve tematikken, og at den også afspejler sig i værkerne. Tematikken er så at sige opstået af sig selv gennem forløbet. Et væsentligt tema er således blevet begrebet "forløb".

Den kunstneriske proces er jo mærkelig og uforklarlig og fuld af krumspring, selvbedrag, blændværk, fascination, klarsyn og forståelse uden ord. Uoverskueligheden i processen og den nødvendige kontrol for at få noget op at stå - kommunikeret ud - er et tema, værket Break a Leg spiller på. Det interessante er absurditeten i lykønskningen, angst for hybris hvis nu alt går godt, altså at overlade sig selv til tilfældigheden, skæbnen. Men hvad, hvis det går galt? Er det en mulighed, vi kan operere med ? At prøve at gøre tilfældighederne eller uforudsigelighederne konstruktive.

JD: Selvom du gennem din kunst har "sat spørgsmål ved det sproglige fænomen", har netop dette fænomen spillet en fremtrædende rolle i publikationerne til to af dine tidligere projekter — "Layer 1" og "Layer 2". Her har du og din samarbejdspartner - Rikke Ravn Sørensen - inviteret flere kunstskribenter til at gå i clinch med begrebet skulptur. Hvordan kan det være?

TMN: Jeg synes, der er en stor forskel mellem det at teoretisere over skulpturbegrebet gennem teorien og at teoretisere over skulpturbegrebet gennem skulpturen. Skribenterne benytter sig af logik og grammatik og gloser, der ikke vil kunne favne samme kompleksitet som det fysisk tilstedeværende objekt. Et værk vil altid være begrænset af at være konkret, og der ligger dets styrke. Hvorimod teksten vil være henvisende, og derfor leder den væk fra kroppen. Rikke og jeg inviterede forskellige skribenter til at deltage i "Layer 2", fordi teorier og tanker er inspirerende. Og selvom teksterne ikke var om vores værker, var der alligevel sammenfald mellem værker og tekster, der udvidede begge måder at kommunikere på. Derudover var det vores hensigt, at bøgerne skulle have interesse ud over udstillingen.

JD: Du nævner selv begreber som størrelse og dimensioner i forhold til dine værker. Når jeg bevæger mig rundt blandt dine værker på Gentofte Hovedbibliotek, har jeg fornemmelsen af, at velkendte fysiske størrelsesforhold er sat ud af spil. Der er et element af genkendelighed i værkerne - Kultivator leder tankerne hen på en samling af kroge, og Naked er uden tvivl en dør - men tingene synes "forvoksede". Ligger der en særlig hensigt bag disse greb?

TMN: Ikke i dette tilfælde. Tidligere arbejdede jeg meget konkret med størrelsesforhold. Ved konkret at minimere eller forstørre objektet fjernede eller manipulerede jeg betydninger. Men mine værker skal opfattes 1:1. Med den lille forskydning i størrelsen i Naked, ønsker jeg at stramme forholdet mellem beskuerens egen krop og skulpturen.

JD: Hvilken indflydelse, hvis nogen, har det projekt, du oprindeligt tænkte til Traneudstillingen, haft på udviklingen af ideer til den udstilling, der nu står på Gentofte Hovedbibliotek?

TMN: Det er svært at svare på, men det oprindelige værk var arbejdsmæssigt meget omfangsrigt, og det havde også været en langsommelig proces at nå frem til det. Så da det i bogstaveligste forstand røg på gulvet, blev mine kriterier, at værkerne skulle være forholdsvis nemme og hurtige at lave. En idé til et værk kan være presset frem gennem gamle værker, virke dårlig og anstrengt og så alligevel blive en god skulptur - og ligesådan kan et hurtigt indfald blive noget af det bedste, man har lavet. Jeg synes ikke, der er nogle rigtige måder eller metoder at lave kunst på. Nogen gange er den der med det samme, andre gange er det en drøj og lang proces. Jeg stoler alene på min fysiske fornemmelse for, hvornår det er et værk. Man er i bund og grund på herrens mark hver gang.

JD: Udover en processuel tematik ser jeg også, hvad jeg - i mangel af bedre - vil kalde en maritim tematik, særligt i værkerne Kultivator og Uden Titel; en tematik man også finder i dit værk Et sted mellem form og fortælling fra 2000. Er det tænkt således?

TMN: Nej, det maritime er ikke et tema - nettet i Uden Titel lugter af tjære, og det er med til at understrege det organiske, men nettet som sådan er tænkt som en kaotisk flad struktur, der kropsliggør sig ved at hænge ud fra væggen. Kultivator er et spil mellem løseligt sammensatte ydmyge materialer, en enkel form, og titlen der henviser til det at opdyrke eller forædle. Om Et sted mellem form og fortælling har jeg tidligere skrevet: I Et sted mellem form og fortælling har jeg arbejdet med minimeringen af substans. Skulpturen består af to/tre dele, der hver især næsten ingen masse har, men alligevel fylder rummet ud, ligesåvel som skulpturen i sig selv danner et rum. Materialet består af metalstænger, der fastholder en form, en systematisk, styret og oprindelig funktionel form, og af et stykke stof, der folder sig i og omkring den ene konstruktion. Stoffet er til dels styret, men alligevel så ukontrollérbart at etableringen af det til alle tider vil falde forskelligt ud. I Et sted mellem form og fortælling arbejder jeg med det to- og tredimensionelles forhold til det løse og det faste.

JD: Break a Leg giver associationer til en trapez-form; og du beskriver den kunstneriske proces med termer som krumspring, blændværk, fascination, klarsyn og kontrol. Er udarbejdelsen af værket det ultimative akrobat-nummer uden brug af sikkerhedsnet - i håbet om at alt går godt?

TMN: Nogle gange føles det som et spørgsmål om liv eller død. Balancegangen mellem at afvente inspirationen og at gøre noget kan være ret frustrerende. Og det volder mig ofte store følelsesmæssige anstrengelser at arbejde mig ind på noget. Men indtil videre er det altid lykkedes. Udfaldet bliver aldrig præcis, hvad jeg havde forestillet mig. Det indeholder altid en form for overraskelse og er på en måde klogere end mig. Derudover har jeg ofte tilstræbt, at mine værker indeholdt samme lethed eller selvfølgelighed som en gymnasts saltomortale over hest.

JD: Når jeg tænker på de udstillinger af dine værker, jeg har set, forekommer det mig, at der er sket en udvikling eller måske rettere en bevægelse i arbejdet: fra den solide masse (i værker som gipsskulpturen Herfra hvor jeg står...., 1996 samt negativafstøbningen i voks Dweller on the Threshold, 1998) henimod opløsningen af samme - indtil en minimal, antydet struktur er det "eneste", der står tilbage. Jeg kom særligt til at tænke på det i forbindelse med værket Naked, fordi en dør (med visse undtagelser) er en solid masse, der adskiller to rum - ikke et "transparent" objekt. Er den nøgne struktur/skelettet fascinerende?

TMN: Det bærende element har jeg arbejdet med længe. F.eks gennem soklen eller nettet. I f.eks. Herfra hvor....., Forsøg på en færdiggørelse....., Uden afsæt (den med krokodillen fra PROMS 3) hænger, står eller læner skulpturen sig op af noget. Nogle meget elementære rumlige principper. Jeg skelner ikke mellem figuration og abstraktion; for mig er alle elementer lige gyldige og konkrete. Men i mine ældre værker tog jeg mere udgangspunkt i objektets betydning, og jeg arbejdede mere direkte med figurationens fortælling, f.eks. benyttede jeg mig ofte af kopien, størrelsesforskydninger, gentagelse, spejlinger, appropriation. I mine nyere værker arbejder jeg mere formelt med flade/fylde. Skelettet bliver en struktur, en flade, en tegning af en dør. Og ja, for tiden fascinerer det mig, hvordan meget lidt materiale kan fylde meget i rummet, og hvordan det negative rum eller mellemrum fylder ud mellem 'stregerne'.

JD: Udstillingen præges ikke af den store kolorit, dog med én vigtig undtagelse — det markante, røde dørhåndtag på Naked. Hvorfor dette pludseligt "svulstige", prangende greb?

TMN: I Naked spiller jeg på flere ting. Først og fremmest anatomi, skelet/organ. Men også krop i forhold til arkitektur. I overført betydning er det håndtaget, der åbner døren. Man må nødvendigvis benytte sig af objektet for at komme gennem strukturen. Den røde farve er fortællende. Den understreger det organiske og svulstige. Overdrivelse fremmer forståelsen. Jeg synes, det gør den sjov.

JD: Hvilke betydninger ligger der i den drejede voksfigur, der er en del af værket Break a Leg?

TMN: 'Benet' i Break a Leg tager udgangspunkt i en form for arkitektonisk efterligning af et ben, en baluster eller bordben eller træben/protese. Konkret er det en drejet, støbt figur. I 'benet' ligger en anden tid og bearbejdning end i 'trapezen'. ?Det var vigtigt for mig, at der var en kontrast i værket (ligesom betydningen af titlen er kontrastfyldt) mellem 'trapezen' som stram, massiv og bevægelig form og 'benet' som blød, hul og stabil form.

JD: Hvorfor har det kontrastfyldte aspekt (stram/blød, massiv/hul, flade/fylde, figuration/abstraktion, todimensionalitet/tredimensionalitet) indtaget så central en rolle i dit arbejde?

TMN: Jeg forsøger at arbejde i mellemrummene. De opstår i spændingen mellem forskelle, modsætninger eller det kontrastfyldte. Det er i sammenstødet mellem forskelle, at der opstår kommunikation, overlapninger eller misforståelser, og hvor mellemrummene så selvstændiggør sig, og der opstår det både /og, som gør et kunstværk.

JD: Hvordan når du frem til dine titler?

TMN: Mine titler opstår bare. Der kan være alle mulige årsager til, at jeg netop benytter mig af den bestemte titel, men som regel indgår den som den sproglige repræsentant for den problematik, jeg nu berører i værket, eller den bliver mere poetisk, som et navn. Det kan være det element, der drejer værket væk fra sin genkendelighed eller omvendt forstærker genkendeligheden ved at gentage det, man ser. Titler bruger jeg som et materiale.

JD: Hvad angår det helt konkrete materiale, indgår det på lige fod med form og titel som komponent i den skulpturelle sammenhæng. Til denne udstilling er der i flere tilfælde brugt voks, stål og tov. Er der nogle særlige egenskaber ved disse materialer, der tiltrækker dig?

TMN: Voksen har den egenskab at den kan støbes. Selve støbeprocessen indebærer modellering eller afstøbning, formtagning osv. - altså en masse arbejde. Jeg har en tro på, at selve tidsforbruget har en betydning for udsigelsen. Det giver en tyngde til objektet eller værket, at man har lagt den omhu i det. Samtidig er voksen uhøjtidelig. Den er jo forløberen for metalstøbningen og regnes som sådan ikke for et færdigt materialevalg i traditionel forstand. Derudover er den fortættet og sanselig. Den har meget svært ved at være neutral. Både stålrørene og tovet er halvfabrikata. Det gør bearbejdningen af dem mere åbenlys og konkret. Bearbejdningen tegner sig tydeligere som et udsagn. Begge materialer evner at danne en struktur eller konstruktion. Materialerne på denne udstilling er ret ydmyge. Det tiltrækker mig at særliggøre dem gennem omhu og tillægge dem en værdi.

JD: Efter en del spekulation slog det mig, at værkerne i mødet med beskueren antager karakter af redskaber — ikke sådan forstået at de fysisk kan bruges (omend dette er en besnærende tanke) - men snarere i betydningen: redskaber til en bevidstgørelse om vor kropslige udstrækning og virken i rummet. Er det et aspekt, du bevidst har arbejdet med?

TMN: Jeg synes jo, mennesker og vores vilkår som eksistenser er interessante. Det er i modspil, samklang, slåskamp eller harmoni med de andre, at jeg prøver at forstå verden. Så ja, mine skulpturer lægger sig tæt op af kroppen. På denne udstilling i særdeleshed udgør skulpturerne fire forskellige rumlige eksistenser. De er en slags redskaber for beskueren. Redskaber er ofte effektiviserede efterligninger af kroppen (f.eks. ser jeg kultivatoren som en efterligning af en hånd eller klo). De udgør både en forskel og en lighed med kroppen. Redskaberne er forlængelser af kroppen, der både peger tilbage på dens styrke, men også dens begrænsninger. Det håber jeg så, mine skulpturer også formår.