Forførelsens figur

Mai Misfeldt, cand. mag. i kunsthistorie og anmelder ved dagbladet Berlingske Tidende
Artikel i Spring, tidsskrift for moderne litteratur, nr. 14. Forår 1999
.

Uden afsæt hedder skulpturen, som forsiden viser et udsnit af. Skulpturens bærende element er en 4 meter lang gul torpedoform udført i polyester. Oven på den stramme form ligger en udstoppet reptil. krokodillens form minder om torpedoens, en aflang form der spidser til i begge ender. To lukkede kropslig former anbragt parallelt. Eller en lille form, der spejler en større. Titlen Uden afsæt kaster forskellige betydninger af sig. Man bruger et afsæt inden man springer. I afsættet akkumulerer man energi, som endeligt må udløses i et spring. Torpedoen detonerer, når den rammer sit mål. Uden at afvige følger den sin bane hen mod målet, hvor den udløses. Og hvad så med den lille udstoppede krokodille ovenpå? Hvad laver sådan et eksotisk stykke souvenir fra den vilde natur oven på denne udstrakte kunstighed?

Den sidder på spring. En krokodille behøver ikke noget afsæt, før den flår sit bytte. Krokodille ligger netop helt stille og ligner en sten - eller måske et stykke skulptur - før den uventet angriber sit bytte. Det handler om forskellige former for koncentreret energi. Om beherskelse og ikke mindst selvbeherskelse. Når vi som beskuere står foran Tina Maria Nielsens skulptur er vi byttet, der uafvidende ser på disse harmløse ting uden anelse om deres snarlige angreb.

Det er en skulptur, der har det hele udenpå. Man behøver intet afsæt for at opfatte den, umiddelbar og let aflæselig springer den direkte i øjnene. Man ser, hvad det er: en gul torpedo og en udstoppet krokodille. Men trods denne, næsten lækre, udvendighed og imødekommenhed, udtømmer den genkendende forståelse ikke skulpturen. Den er stadig gådefuld. Den holder sig lukket om sig selv. Det ydre er aflæseligt, men hvad laver den der, hvorfor er de to disparate ting sat sammen, hvad er det den vil os - disse spørgsmål bliver ved at gnave i beskueren, som en lille krokodille med skarpe tænder.

En skulptur er et tredimensionelt objekt i et rum. Til forskel fra billedet eksisterer skulpturen altså i den samme fysiske dimension som vi selv. Den er en krop, og stiller sig i forhold til beskuerens kropslige eksistens. Kroppen forholder sig til skulpturen som til andre kropslige eksistenser. Er den blød, hård, stor, lille, faretruende, ækel, får man lyst til at røre den, er man bange for at den skal tilintetgøre én, falder man over den, vækker den ømhed ved sin diminutive størrelse, eller angst ved sin overmagt. Samtidig med at være krop er skulpturen også billede. Den ligner noget. En skulptur kan være så meget billede at overfladen tager magten fra formen og materialet. Tina Maria Nielsen arbejder konstant med skæringen mellem materiale og billede. Billedligheden er et afsæt til at fænge opmærksomheden med, et sublimt forførende element. Billedligheden avler kæder af associationer og betydninger. Materialerne og sammenstødet mellem deres forskellige karakterer skaber et sprog, som skriften altid vil halte bagefter for at tolke. Perceptionen af skulpturen, anskuelsen, går gennem hvad Kant benævnte sansningsevnen. Som Tina Maria Nielsen selv formulerer det handler det om “ At gennembryde det billedlige og nå frem til det punkt hvor tanke og sansning mødes.”

På udstillingen Proms lll på Brandts Klædefabrik i Odense, 1996, blev Uden afsæt vist sammen med skulpturen Forsøg på en færdiggørelse af et værk fra 1970. Skulpturen er et net, sammensat af forskellige rebtykkelser og efterfølgende dyppet i latex, hvilket dels giver det mere hold, dels giver det en elastisk og også organisk karakter. I nettet ligger nogle beigebrune voksafstøbniger af konkylier. Værket refererer til den amerikanske kunstner Eva Hesses sidste værk, som hun efterlod ved sin i 1970. Tina Maria Nielsens net e et forsøg på at kopiere Eva Hesses værk så tro som muligt, og derefter at færdiggøre det ved at placere disse vokskonkylier i det. I modsætning til Uden Afsæts indkilende, klare og maskuline form er nettet åbent, labyrintisk. infiltrende og kaotisk i sin struktur. Eva Hesse var med i kredsen af minimalistiske skulptører som Sol Lewit og Robert Morris. Hendes brug af bløde og psykologisk konnoterende materialer som reb og stof gjorde hende til toneangivende inden for den såkaldte postminimalistiske skulptur.

Nettet er modtagende og en rummelig form, der paradoksalt nok i sig selv ikke har nogen form Hvor torpedoen spænder rummet ud med sin fire meter lange diagonal i rummet, er det rummet, der skal spænde nettet ud, for at give det form som andet end et filtret kaos. det fylder, men materielt set er der forsvindende lidt. Konkylierne, som metaforisk knytter an til nettet som en slags fangst, er et sart bilede, med en stærk kvindelig konnoterering. De to skulpturer spænder to forskellige formregistre ud, som med deres forskellige sensibiliteter også stiller spørgsmål til den kønned diskurs, vi læser verden i.

Cover up var titlen på Tina Maria Nielsens første separatudstilling efter akademiet. På udstillingen viste hun 6 nye skulpturer, hvoraf to er gengivet her. Dweller on the Threshold (jeg dvæler på tærsklen) - titlen vil være nogen bekendt, som en sang af Van Morrisson, der handler om øjeblikket, før man går ind i en forvandlende proces. Om at forlade det kendte og begive sig ind i mørket. For de der kender sangen vil titlen danne et mytologisk lag, der lægger sig til receptionen, men det er ikke nødvendigt at kende referencen. Skulpturen består af to elementer. Det største element er en brønd bygget af sorte voksafstøbninger af mursten. I bunden ligger to glasplader, hvor den underste er malet sort, skilt af et lag mursten. Med sin tætte, lysslugende karakter materialiserer voksstenene sortheden som figur, og lader den træde frem med et intenst, kraftfuldt nærvær. At se ned i den spejlblanke brønd, er som at se ned i et tilsyneladende uendeligt dyb. Logisk kan man godt se, at det umuligt kan forholde sig sådan, men det brøkdel af et sekund, hvor man tror det, er nok til at trække et sug gennem kroppen. Øjet snydes, hvilket afføder en kropslig svimmelhed, som man kender fra det barokke trompe l’oeil. Den logiske forventning skabt af synet støder sammen med sansningen og skaber et brud på forståelsens orden. Ved siden af brønden står en sort kuffert, også gjort i voks. En kendt form og metafor. Det er godt at have sin kuffert med sig, hvis man vil passere grænsen. Men ved nærsyn er der noget galt med kufferten. Dens håndtag buer ind. og hvor en normal kuffert ville bule ud af indholdet til rejsen, er kufferten her suget ind. Kufferten er en positiv form, men med et negativt aftryk. Alle kuffertens sider er blevet afstøbt i voks og derefter samlet. Vokskuffertens rum er det usynlige rum uden om den reelle kuffert. Det er en uhåndterlig figur; et paradoksalt sammenstød mellem yderside og inderside, mellem positiv og negativ. Kufferten er som et sort hul, der suger alle modsatte betydninger ind i sit underlige vakuum univers. En mørk indadsuget, tilbageholdt tilstand, som minder om anspændelsen i øjeblikket før en vigtig beslutning føres ud i livet.

Mellem Dweller on the Threshold og Cover finder man samme dialektik som mellem Uden afsæt og Forsøg på en færdiggørelse. Den lukkede form versus den åbne. En tilsyneladende massiv materialitet overfor en skrøbelig og transparent tilstand. Cover betyder dække. Et dække bruges både som beskyttelse og som et billede. Det gælder for et pladecover, der skal beskytte pladen og samtidig reklamerer for den, og for tøjet vi bærer, der dels skal beskytte vores kroppe, dels skal fortælle omverdenen hvem vi er. På samme tid skjule og fremhæve. Tilsløring og afsløring i et greb. Tina Maria Nielsens skulptur Cover er fremstillet af tynde mælkehvide nylonstænger, bændel, tråd og stål. 2oo cm i diameter og 175 cm høj refererer den direkte til den menneskekroppen. Billedmæssigt er det en krinoline, et kulturhistorisk beskrevet dække for den kvindelige krop, dette stive system af fiskeben, bambus eller metal hvor inden for den bløde og farlige kvindekrop skulle skjules helt op i vort århundrede. Krinolinen skulle være stærk og bøjelig. Tina Maria Nielsens skulptur er ikke stærk, men sammenholdt med tynd sytråd. Den ligner et skelet, hvorover noget kunne bygges, men skelettet selv er fragilt. Tina Maria Nielsens krinoline hænger som en ringlende klokke i rummet. Den har næsten ingen masse, men fylder alligevel rummet ud, ligesåvel som den i sig selv danner et rum. Fravær og nærvær, styrke og svaghed fastholdt i paradoksets greb.

Tina Maria Nielsen er en billedhugger der forener det traditionelle håndværk, den langsomme fysiske proces med et refleksivt syn på skulpturen. Vi møder skulpturen med kroppen, sansningen, synet og vores refleksioner. At møde Tina Maria Nielsens skulpturer handler om at turde lade sig forføre og lade sig føre for derefter selv at gå - over tærsklen.